Indlæser Begivenheder

Turi Thomsen Museumsinspektør hos Museum Salling har indvilliget i at samle trådene op ved en forårstur til Foulum enge,
onsdag den 13. maj 2020 kl. 18.30. – .
– Det allerbedste er at høre historien på åstedet! – Så kære venner, på med gummistøvlerne, medbring evt. en lille klapstol, kaffe eller hvad man nu måtte ønske at nyde, efter anden del af fortællingen om Kong Gøtriks borg.

Adkomst til stedet i Foulum enge vil finde sted fra Sønderupgård, Sønderupvej 8, 8830 Tjele. Her vil der være skiltning som anviser parkering.
Alle er hjertelig velkommen. Entre 40 kr. Stifinderne og Lokalhistorisk Forening

Ved foredraget i Tjelecenteret den 6. november 2019 gav museumsinspektør Turi Thomsen et bud, eller rettere flere bud på, hvad jordhøjen ude i Foulum enge måske har været anvendt som.
Det var et særdeles spændende foredrag som efterlod tilhørerne med flere spørgsmål end svar. Annoncen for daværende foredrag tog udgangspunkt i gamle sagn og fortællinger og ifølge disse, så skulle det runde plateau være rester af et gammelt borganlæg, opført af Kong Gøtrik omkring år 800-810. (Dette var perioden, hvor Gøtrik var regent) Ifølge åreringsdatering, skal fundne egeplanker/stolper på stedet henføres til midten af 1300 tallet. Så er der jo et gevaldigt hop til Kong Gøtriks tid! Nu er det en kendt sag, at mange arkæologiske fundsteder indeholder rester fra mange tidsperioder. Dette kunne sandsynligvis også være tilfældet ved Gøtriks borg. Som Turi Thomsen påpegede, så kræver det nærmere arkæologiske undersøgelser af området for at få viden og indsigt til (forhåbentlig), at kunne afdække historien omkring Kong Gøtriks Borg.
Lokalhistorisk Forening vil arbejde med at få foretaget en professionel 3D droneoptagelse af højen og området omkring denne. Ifølge Turi Thomsen vil dette være et rigtig godt udgangspunkt for en nærlæsning af lokaliteten.